Peter Svarre

Kunstig intelligens har for altid forandret vores verden. Computere er begyndt at tale, skrive, digte og male lige så godt som mennesker, selvkørende biler kører rundt i gaderne i San Francisco, og robotter laver parkour. Det er både skræmmende og fascinerende. Skræmmende fordi vi frygter, at maskinerne gør os overflødige, og fascinerende, fordi vi forestiller os, at maskinerne gør os til supermennesker.

På baggrund af 25 års erfaring som digital strateg hjælper Peter Svarre dig og din virksomhed med at håndtere frygten og fascinationen – både som inspirerende foredragsholder, der kan få et hvert publikum til at forstå kunstig intelligens på 30 minutter og som underviser, der kan hjælpe jer i gang med kunstig intelligens i jeres organisation.

Peter har arbejdet praktisk og strategisk med digitale teknologier i hele sin karriere, men har også skrevet tre bøger om sociale medier, kunstig intelligens og digital etik. I dag arbejder han som rådgiver, ekspert og foredragsholder og sidder blandt andet i regeringens ekspertudvalg for tech-giganter.


www.petersvarre.dk

Min første AI aha oplevelse

Tilbage i 2015 læste jeg et blog-indlæg, der handlede om kunstig intelligens, og konsekvenserne for menneskeheden, hvis maskinerne blev superintelligente. Jeg blev dybt fascineret af de filsofiske aspekter i debatten og det blev startskuddet på mit eget bogprojekt om kunstig intelligens, som udkom i 2020. Sidenhen er jeg dog blevet meget skeptisk i forhold til debatten om AGI og superintelligens og mener, at vi skal fokusere på de meget mere jordnære og aktuelle problemer – så som bias og hallucinationer.

Min største AI overraskelse

Jeg bruger ugentligt billedgenererende AI til at lave billeder til mine præsentationer. Mine slides er typisk meget visuelle og med kunstig intelligens kan jeg skabe lige præcis de visualiseringer, der skaber den rette stemning og baggrund til mine foredrag.

Hvor skaber AI den største forandring

Jeg tror, at vores uddannelsessektor bliver nødt til at forandre sig radikalt. Både fordi den skal uddanne unge med helt nye AI-kompetencer, men også fordi AI kommer til at kunne gøre lærere bedre til at undervise og skoleledere bedre til at lede deres skoler.

Mit bedste råd til virksomheder

”Skynd dig langsomt!” Du skal i gang med kunstig intelligens i dag, men du skal sørge for at have din organisation og dine medarbejdere med på udviklingen. Og du skal sørge for at stille de etiske og juridiske spørgsmål på forhånd, så du ikke ender på forsiden af Ekstrabladet.